Roger de Vlaeminck – Monsieur Paris-Roubaix

På fransk findes et udtryk, der beskriver en helt særlig type af cykelryttere, ofte fra den flamsktalende del af Flandern i det nordlige Belgien. En sjælden art af hårdføre ryttere, for hvem smerten og lidelsen er ufravigelige grundvilkår, og for hvem maksimen ’jo hårde desto bedre’ ophæves til en almengyldig sandhed. En flahute, den hårdeste af de hårde, lader sig ikke kue af strabadserende udfordringer og han giver ALDRIG op. For en flahute udgør cykelkalenderens grand tours en sammenhængende række af hårde træningsture, der skal hærde ham til årets egentlige højdepunkter – de belgiske og nordfranske endagsklassikere. Løb som Flandern Rundt og Paris-Roubaix, der bedst af alt kendes for deres umenneskelige udfordringer, ekstreme vejr og forræderiske veje. Løb, som i deres essens er så hårde, at de i hårdhed kun overgås af de ryttere, der vinder dem.   

Udtrykket flahute er gennem tiden blevet brugt til at beskrive en perlerække af hårdhudede cykelekvilibrister, men er der én, der i særlig grad indkapsler essensen af udtrykket, er det belgiske Roger de Vlaeminck. Den hårde negl de Vlaeminck med tilnavnet sigøjneren, var i 1970’erne en storslået klassikerrytter og flahute par excellence. Som det var tidens trend, kørte de Vlaeminck cykelløb året rundt, men flamlænderens fokus var rettet mod forårets klassikere og de nordlige brostensklassikere i særdeleshed. Som den ene af kun tre ryttere sejrede Roger de Vlaeminck i løbet af sin karriere i alle cykelsportens fem monumenter, men særligt ét løb definerede mere end noget andet hans karriere – brostensklassikeren over dem alle, Paris-Roubaix.

Det strabadserende nordfranske endagsløb passede perfekt til de Vlaemincks stilfulde og fandenivoldske kørestil og ikke mindre end fire gange passerede den belgiske klassikerspecialist målstregen som første mand i Helvedet i Nord. Af de 14 gange Roger de Vlaeminck stillede til start i løbet blev han, med undtagelse af ét løb, hvor han måtte udgå med uforettet sag, aldrig dårligere placeret end nummer syv. Og foruden de fire førstepladser blev det til yderligere fem podieplaceringer i den nordfranske klassiker!

Roger de Vlaeminck var om nogen en vaskeægte flahute. Den hårdføre belgier var gjort af en særlig støbning og han var en af sin samtids allerbedste klassikerryttere, der med sin flydende stil og finesse, var som skabt til at betvinge de frygtede og kantede brostensstykker i klassikernes dronning, Paris-Roubaix. Som den hårde hund han var, lod Monsieur Paris-Roubaix dog intet være op til tilfældighederne og han kom ikke sovende til sine sejre:  

Jeg vidste, hvordan jeg skulle blive klar til Paris-Roubaix. Jeg plejede at cykle 350 km tre gange i ugen op til løbet. Jeg plejede at køre Gent-Wevelgem (løbet køres om onsdagen i samme uge som Paris-Roubaix og er ca. 250 km, red.), hvorefter jeg kørte 130 km efter at have skiftet min trøje. Et år kørte jeg 430 km på en dag. Jeg behøvede den slags træning for at starte løbet i den rette sindsstemning.

Største meritter

Roger de Vlaeminck var en eminent klassikerrytter, men han var meget mere end det. I løbet af sin aktive karriere i 1970’erne og starten af 1980’erne vandt han ikke mindre en 257 sejre i alt fra klassikerne, samlede sejre i mindre etapeløb til etaper i alle de tre store grand tours:

• 5 x Paris-Roubaix (1972, 1974, 1975, 1977)
• 4 x Milano-Sanremo (1973, 1978, 1979)
• 2 x Lombardiet Rundt (1974, 1976)
• Liège-Batogne-Liège (1970)
• Flandern Rundt (1977)
• La Flèche Wallone (1971)
• 1 x Etapesejr i Tour de France (1970)
• 1 x Etapesejr i Vuelta a España (1984)
• 22 x Etapesejre i Giro de Italia (mellem 1972 og 1979)
• 3 x Pointkonkurrencen i Giro de Italia (1972, 1974, 1975)
• Samlet sejr i Tour de Suisse (1975)
• Samlet sejr i Tirreno-Adriatico (1972, 1973, 1974, 1975, 1976, 1977)
• Verdensmester i cykelcross (1975)
• Belgisk mester (1969,1981)

Cykelsportens fem monumenter

• Milano-Sanremo
• Paris-Roubaix
• Flandern Rundt
• Liège-Batogne-Liège
• Lombardiet Rundt